Det følgende tema vil blive undersøgt og udfoldet gradvist under nedenstående overskrifter:
- Evolutionære medfødte adfærdsdynamikker
- Tilknytning
- Udviklingen af tilknytningsbåndet
- Definitionen af barnets “primære” tilknytning
- Indre arbejdsmodeller og tilknytningsstile
- Hypotesen om Belongingness – behovet for ét tilhørsforhold
- Tilknytning og parforhold (under udarbejdelse)
- Tilknytning og mistrivsel (under udarbejdelse)
- Tilknytning og skilmisse – definitionen af barnets bedste (under udarbejdelse)
- Opsummerende pointer (under udarbejdelse)
- Anvendt litteratur
Evolutionære medfødte adfærdsdynamikker
Etologien er en retning, der beskæftiger sig med dyrs adfærd. John Bowlby var inspireret af Konrad Lorenz forskning med studier af fugle, hvilket indikerede, at bl.a. ællinger ikke nødvendigvis er afhængige af moderens mad for udviklingen af ét tilknytningsbånd. Lorenz konkretiserede begrebet imprinting, hvor observationer viste, at fugle har en sensitiv periode, hvori de danner tilknytning til ét tilknytningsobjekt, som er til rådighed, efter ægget er udklækket. Ifølge Bowlby er denne sensitive periode gældende for menneskearten, således at spædbørn er genetisk disponeret og programmeret til at forme et tilknytningsbånd til omsorgsgiveren, grundet adfærden øger barnets chancer for overlevelse. Barnet beskyttes mod eventuelle farer og sikres opfyldelsen af emotionelle og andre basale behov, så barnet med tiden selv kan videreføre generne til den næste generation. Bowlby brugte formuleringen `monotropic`, der beskriver barnets tendens til at konstruere en unik tilknytning til én bestemt person – altså et hierarkisk tilknytningssystem, hvori barnet udvikler tilknytning til andre mennesker. Det udgangspunkt er senere ændret, da der er evidens for, at børn kan have en solid og tryg tilknytning til flere omsorgsgivere.
Tilknytning
” Attachment behavior is any form of behavior that results in a person attaining or maintaining proximity to some other clearly identified individual who is conceived as better able to cope with the world” (Bowlby, 1988:26).
Det betyder, at forståelsen af tilknytningsadfærd er, at barnet opholder sig nært én omsorgsgiver, som er i en bedre position til at mestre omgivelserne og sikre overlevelse. Desuden konkretiseres nærhedssøgende adfærd, hvilket er et centralt begreb i det tilknytningsteoretiske perspektiv, da småbørn altid vil følge omsorgsgiveren. Adfærdens formål er, at barnet naturligt vil kunne observere omsorgsgiverens tilgængelighed, stemningsleje og tegn eventuelle trusler. Modsat kan barnet signalere til forælderen i situationer, hvori dét oplever utryghed og ængstlighed. Bowlby antager, at børn fødes med en universel form for tilknytningsadfærd. Et adfærdssystem, som operationaliseres gennem nærhedssøgende adfærd, og omsorgsgiveren bliver den trygge base for barnets udforskningen af det omgivende miljø.
” All of us, from cradle to the grave, are happiest when life is organized as a series of excursions, long or short, from the secure base provided by our attachment figures.” (Bowlby, 1988:62)
Ifølge Bowlby, er tilknytningsrelationer essentielle i udforskningen af omgivelserne, og individet er afhængig af den tryghed, som det emotionelle bånd skaber ved at indgå i relation til andre mennesker. Omsorgsgiveren fungerer som en sikkerhavn, hvorfra barnet udforsker verden. Den trygge base anvendes i utrygge situationer, hvor barnet vil søge omsorgsgiveren for bl.a. trøst og reguleringen af ængstelige og negative følelsesmæssige tilstande. Desuden at hente omsorgsgiverens assistance til håndteringen af de udfordringer, barnet konfronteres med. Separationsprotest og separationsangst er en anden indikator på tilknytningsbåndet. Ved adskillelses fra omsorgsgiveren, vil barnet udvise en adfærdsmæssig reaktion enten ved gråd, skrig, spark eller slag. Adfærden er specifik til stede i situationer, hvori omsorgsgiveren efterlader, og hvor barnet tror, dét vil blive forladt. Barnet vil ved separationsprotest signalere til omsorgspersonen, at det er stresset eller sårbart, derved undgås den fremtidige adskillelse, således barnet kan føle sig tryg.
Udviklingen af tilknytningsbåndet
Bowlby (1997) mener, at udviklingen af tilknytningsbåndet sker i fire faser. Den første fase er i perioden, hvor barnet er 0-12 uger gammelt, og anden fase er i perioden 3-6 måneder. I de to første faser diskriminerer barnet ikke mellem individer, hvilket betyder barnet ikke foretrækker én bestemt person. Den tredje fase vurderes værende fasen, hvori barnet foretrækker omsorgsgiveren og udviser separationsangst og separationsprotest. Omsorgsgiveren fungerer som en tryg base, og barnet udviser signaler og motorisk adfærd, der har til formål at holde omsorgsgiveren i nærheden. Fasen vurderes at være fra barnet er 6-7 måneder – 2 år. Den fjerde fase er fra alderen 2 år og frem, hvor barnet bliver klar over, at omsorgsgiveren ikke forsvinder eller forlader barnet permanent, hvis omsorgsgiveren ikke er tilgængelig. I denne periode udvikles barnet lingvistisk og udvikler en forståelse for, at omsorgsgiveren har forskellige mål og motiver end barnet selv. Faserne i udviklingen af tilknytningsbåndet beskriver kun, hvorledes tilknytningen i barnets første leveår udvikles mellem barnet og én bestemt person, og således ikke udviklingen af tilknytningsbåndet i andre relationer (Bowlby, 1997).
Definition af den “primære” omsorgsperson
Ifølge Bowlby (1988;1997), har barnet en tendens til at skabe et emotionelt bånd til den primære omsorgsperson.
“almost every child habitually prefers one person, usually his mother-figure, to whom to go to when distressed but that, in her absence, he will make do with someone else preferably someone he knows well.” (Bowlby, 1988:28).
Det er essentielt at pointere, at Bowlby (1988) ikke mente ét specielt køn, selvom forfatteren oftest benytter formuleringer der omhandler tilknytningen mellem mor og barn.
” .. looking after babies and young children is no job for a single person. If the job is to be well done and the child´s principal caregiver is not to be too exhausted, the caregiver herself (or himself) needs a great deal of assistance.” (Bowlby,1988:2).
Bowlby (1988) konkretiserer derved, at forældreskab ikke er defineret kun ved en primære omsorgsperson, det er en opgave forældrene løfter i fællesskab, idet dette skaber de bedste udviklingsbetingelser for barnet. En pointe er definitionen af den primære omsorgsgiver, der er baseret ud fra de fire udviklingsfaser af tilknytningsbåndet, hvori tredje fase omkring 6-7 måneders alderen er udtryk for skabelsen af båndet. Her udviser barnets separationsprotest, separationsangst og nærhedssøgen adfærd. Det betyder, at dét individ der bliver barnets primære omsorgsperson, banalt set defineres ud fra det individ der er i stand til at opfylde barnets behov og tage mest vare på barnet inden 6-7 måneders alderen (Bowlby, 1997).
Indre arbejdsmodeller og tilknytningsstile
Indre arbejdsmodeller konstrueres i dyaden mellem barnet og omsorgsgiveren, og arbejdsmodellerne skaber fundamentet for barnets fremtidige forventninger i sin socialisering med forælderen eller i barnets andre relationer. De indre arbejdsmodeller, hvori barnet har udviklet en tryg tilknytning, er resulteret af, at omsorgsgiveren har responderet sensitivt og positivt på barnets signaler, og barnet har derved følt sig følelsesmæssigt reguleret, elsket og set. Det utrygge tilknyttede barn vil modsat udvikle indre arbejdsmodeller, hvori verden anskues værende et utrygt og uforudsigeligt sted. Barnet kan udvikle en negativ selvopfattelse, hvori dét fx ikke føler sig værdigt til at modtage kærlighed. Bowlby peger på, at indre arbejdsmodeller former barnets selvopfattelse, adfærdsmønstre og forventninger, hvilket på sigt internaliseres og opererer på et ubevidst niveau. De indre arbejdsmodeller udvikles her primært i interaktionen med omsorgsgiveren. Omsorgsgiveren har derved stor positiv eller negativ indflydelse på barnets psykologiske udvikling.
Tilknytningsstile kan inddeles i to kategorier: tryg tilknytning og utryg tilknytning. Den utrygge tilknytning kan kategoriseres i yderligere tre subtyper: undgående, ambivalent og desorganiseret tilknytning. Mary Ainsworth studerede mor-barn interaktioner i barnets første leveår. Det empiriske grundlag, ifølge denne tradition, fokuserede på moderens sensitivitet ift. barnets signaler, samt det generelle isammenspil mellem forælder og barn, der indikerede, at trygt tilknyttede børn havde sensitive mødre, og utrygt tilknyttede børn havde mindre sensitive mødre (Bretherton, 1992; Bretherton, 2010). Ainsworth eksperimenterede med Strange Situation, der undersøgte barnets reaktion i forbindelse med separation fra omsorgsperson, og barnets reaktion i forhold til genforening mellem de to. Dette dannede grundlaget for tryg tilknytning, utryg tilknytning og subtyperne: ængstelig/undgående og ængstelig/ambivalent tilknytning (Bretherton, 1992). Den desorganiserede tilknytningsstil er en videreudvikling af Ainsworth teoretiske fundament, og konstrueret ud fra undersøgelser af Main og Solomon (Main & Soloman, 1990). Forskning peger på, at 60 % af befolkningen har en tryg tilknytning, og de resterende 40 % har en utryg tilknytningsstil.
- Tryg tilknytning: søger kontakt, socialt , tillidsfuld, tiltro til andre mennesker, balanceret selvværd, tiltro til egne mestringsevner, føler sig tryg i nye udfodrende situationer,
- Ambivalent tilknytning
- Undgående tilknytning
- Desorganiseret tilknytning
Hypotesen om Belongingness – behovet for ét tilhørsforhold
Ifølge belongingness hypotesen er genstandsfeltet individets motivation for at indgå i sociale relationer og i vedligeholdelse af disse interpersonelle bånd. Individet har i dette perspektiv et grundlæggende behov for tilhørsforhold til andre mennesker – et behov, som individet er styret mod at opfylde. Det er et grundvilkår, alle mennesker fødes med, og denne drivkraft resulterer i individets motivation ift. at skabe og opretholde disse relationer. Behovet for tilhørsforhold sidestilles med det fysiologiske behov for mad, hvilket tyder på, at forfatterne mener, det er essentielt for individets overlevelse (Baumeister & Leary, 1995).
Kriterier i behovet for tilhørsforhold
Baumeister og Leary (1995) mener, at behovet for tilhørsforhold skal opfylde to essentielle kriterier for at opleves tilfredsstillende. Den første er, at individet har behov for kontinuerlig kontakt med den person, man er relateret til. Denne relation skal helst være positiv funderet, opleves behagelig og uden for mange konflikter. Det andet aspekt er, at individet skal opleve følelsen af et interpersonelt bånd, hvori man emotionelt interesser sig for hinanden og dette opleves stabilt i et temporalt perspektiv. Opfyldes kriterierne vil individet opleve relationen som tilfredsstillende. Individet vil have følelsen af at være noget for nogen, at andre bekymrer sig om én og har positive følelser ift. individet. En relevant pointe er, at mangler et af kriterierne, f.eks. enten ved manglende støtte, præget af konflikter eller den kontinuerlige kontakt, vil dette ikke tilfredsstille behovet for tilhørsforhold. Med udggangspunkt i hypotesens forståelsesramme er behovet for at indgå i betydningsfulde relationer elementær for menneskers trivsel. Positive emotioner og livstilfredshed er stærkt forbundet med tætte og meningsfulde relationer, hvori fraværet eller ustabile relationer kan påvirke individets mentale og fysiske helbred. Det, forfatterne pointerer, er, at emotioner, adfærd og trivsel er stærkt forbundet med behovet for tilhørsforhold. Forfatterne beskriver ikke andre variabler som kan påvirke individets trivsel (Beumeister & Leary, 1995).
Et biologisk funderet behov som alle kan opfylde
Hypotesen vurderes at være evolutionært funderet, idet tilhørsforhold skaber bedre overlevelseschancer for individet. For voksne er tilhørsforhold essentiel for, at de kan videreføre deres gener. Mødre og fædre kan i fællesskab sikre barnet bedre opvækstbetingelser, hvilket øger chancerne for barnets overlevelse (Beumeister & Leary, 1995; Cox & Leary, 2008).“It remains plausible (but unproven) that the need to belong is a part of the human biological inheritance.” (Baumeister & Leary, 1995:518). Baumeister og Leary (1995) advokerer således for, at individets motivation for at indgå i tilhørsforhold er en universal medfødt komponent, som de fremhæver, at de mangler evidens for.
“We propose that the need to belong can, in principle, be directed toward any other human being, and the loss of relationship with one person can to some extent be replaced by any other” (Baumeister & Leary , 1995: 500).
Ifølge hypotesen defineres behovet for tilhørsforhold ikke ved specifikke personer. Det er funderet ud fra mætning og substitution. Individet vil ved tilfredsstillelse af behovet for social relation være mættet og opleve en svækket motivation mod nye relationer. Substitution forklares ved, at et socialt bånd kan erstattes med et nyt socialt bånd, dette i situationer, hvori det første bånd forsvinder eller ikke længere opfylder kriterier i behovet for tilhørsforhold (Baumeister & Leary, 1995). Der er individuelle forskelle i behovet for tilhørsforhold, idet individer varierer i behovet for minimum kontakt før behovet opleves tilfredsstillende. Dette betyder, at individet udviser målkorrigeret adfærd og er stærkt motiveret mod at opsøge nye sociale relationer, indtil minimumsbehovet er dækket. Når forfatterne mener, at tilhørsforhold ikke determineres af bestemte individer, er det principielt underordnet, hvem der udfylder behovet for tilhørsforhold, bare de udfylder de kriterier, der er nødvendige for den enkeltes behovstilfredsstillelse (Baumeister & Leary, 1995).
Tilknytning og parforhold
Tilknytning og mistrivsel
Tilknytning og skilmisse – definitionen af barnets bedste
“Barnets bedste” bliver ofte et diffust og ideologisk begreb, da det er svært at definere og generalisere til alle børns situationer. En vurderingen, som hyppigt er subjektiv – baseret på forældrenes egne ønsker, ængstelighed og følelesesmæssige behov. Barnet eller den unge har i flere tilfælde ikke selv indflydelse på, hvad der er bedst for dem selv, idet forældre eller andre intervenerer og giver deres forståelse og vurdering af begrebet. Det bedste for barnet har ikke altid været på tale, idet fokuseringen på børns rettigheder er relativt nyt. Det blev lovgivet i serviceloven, at børnene skulle beskyttes og sikres rettigheder (Egelund, 2003). I forældreansvarsloven fra 2007, står der bl.a., at fælles forældremyndighed er udgangspunktet, barnet skal sikres trivsel, og barnet har ret til relation til begge sine forældre. Det vil sige, at dét har ret til samvær hos samværsforælderen, og forældrene skal sikre, at denne kontakt vedligeholdes (Retsinformation, 2021). Det er naturligt, at jo oftere man er sammen, jo større sandsynlighed for, at tilknytningen bliver kraftigt forankret. Det kræver dog, at barnet og forælderen har tid til at udvikle tilknytningsbåndet. Det betyder, at jo stærkere båndet er, øger involveringen og forældreinvesteringen i børneomsorgen. Ifølge belongingness hypotesen, vil samvær hver anden weekend ikke kunne opfylde behovet for et tilhørsforhold. Samværet kan være forbundet med svære tanker og følelser, hvis forælderen ikke er involveret i barnets hverdag og liv generelt. Afslutningsvist, er mennesker forskellige og hver enkelt situation er unik, hvilket gør det umuligt at generalisere til alle individer. Der findes kompetente forældre og mindre kompetente forældre af hvert køn. Tilknytningensbåndet kan være stærkere til moren i de første år af barnets liv, på grund af amningen og mor traditionelt har været hovedansvarlig for børneomsorgen. Mor og far bidrager begge positivt til barnets udvikling, hvorvidt det er emotionelt, udviklingen af kompetencer, selvstændighed og frigørelse fra forældrene.
Opsummerende pointer
Anvendt litteratur
Baumeister, R. F., & Leary, M. R. (1995). The need to belong: Desire for interpersonal attachment as a fundamental human motivation. Psychological Bulletin, 117(3), 497-529.https://doi.org/10.1037/0033-2909.117.3.497
Bowlby, J. (1988). A Secure Base. Basic Books.
Bowlby, J. (1997). Attachment and loss – Volume 1: Attachment. PIMLICO.
Bretherton, I. (1992). The origins of attachment theory: John Bowlby and Mary Ainsworth. A century of development psychology, 28(5), 759-775. https://DOI.org/10.1037/0012-1649.28.5.759
Bretherton, I. (2010). Fathers in attachment theory and research: A review. Early Child Development and care, 180(1-2), 9-23. https://DOI.org/10.1080/03004430903414661
Egelund, T. (2003). Børns tarv og børns ret: Varetages de nødvendige hensyn til barnet i børneforsorgssager? Tema: barndom, 14(2), 40-57. https://doi.org/10.22439/dansoc.v14i2.364
Holmes, J. (2014), John Bowlby and Attachment Theory (2nd Ed). Routledge.
Retsinformation, (2021, april 21). Bekendtgørelse af forældreansvarsloven. Forældreansvarsloven (retsinformation.dk)