Udviklingen af narcissisme kan være funderet ud fra forældrenes manglende emotionelle validering af barnet. Det er afgrænset til de første år af barnets liv. Omsorgsgivernes periodiske afvisninger, kulde og devalueringer af barnet, resulterer i, at barnet trækker sig tilbage og konstruerer et grandiost (falsk) selv. Denne forsvarsmekanisme har til formål at beskytte barnets selvoplevelse, samt forsvare barnet mod følelser af mindreværd, skam og sårbarhed. Det er ikke alle, som udvikler en personlighedsforstyrrelse, når de udsættes for følelsesmæssige misbrug eller belastning. Derfor er det plausibelt, at der er en medfødt genetisk komponent, hvor miljøet enten kan tænde eller slukke for udviklingen af den narcissistiske personlighedsforstyrrelse. Det understøttes af, at de narcissistiske tendenser kan gå i arv til børnene. Det kan ikke desto mindre være et produkt af social læring, idet adfærden er normaliseret i barnets opvækst ved at observere andre familiemedlemmer.
Den stigende tendens til narcissistiske træk kan være kulturelt betinget. Den vestlige kultur fostrer formentlig narcissisme, idet vi oplever en forhøjet grad af individualisme og finansiel velstand. Det enkelte individ er specielt og unikt, og mennesket har ofte travlt med at realisere sig selv. Den vestlige verden er relativt velstående, hvilket kan forårsage, at nogle forældre ønsker at give deres børn nogle muligheder og opvækstvilkår, som forældrene ikke selv fik realiseret. Yderligere kan det være en kompensation for den fraværende forælder eller forældrenes skilsmisse. Det kan resultere i et uhensigtsmæssigt afhængighedsforhold, hvor forældrene fejer for livets udfordringer hos deres børn. Den adfærd kan fortsætte langt ind i voksenlivet. Det vil sige, at når børnene møder modgang, så kommer forældrene og redder dem. Der er altså ingen konsekvens af mindre hensigtsmæssige valg og handlinger, men barnet opbygger en forventning til at have krav på en speciel behandling. Desuden kan forældrene have sat barnet op på en piedestal. Det kan være problematisk i barnets andre relationelle forhold, hvis barnet forventer deres behov er vigtigere end andres. Forældrene kan opdrage børnene i den overbevisning, at de komparativt er bedre end andre, og de fortjener en bedre behandling. Nogle forældre fokuserer hovedsageligt på statussymboler og markører, hvor barnet er underlagt høje forventninger, og de bliver vurderet på deres præstationer og i konkurrencen om perfektion.
Når individet opfylder kriterierne for den narcissistiske personlighedsforstyrrelse, opsøger vedkommende sjældent hjælp til lidelsen. Det er hyppigt i relation til depression eller andre psykopatologiske tilstande. Narcissister mangler ofte selvindsigt i egne udfordringer og adfærdsdynamikker. De grandiose forestillinger gør, at han/hun ikke opnår selverkendelse og indsigt i egne problemstillinger, idet deres selvopfattelse er, at de jo er perfekte og fejlfrie. Forsvarsmekanismen gør, at de aldrig ser problemet hos sig selv, men hos modparten. Klienten skal være indstillet på at arbejde mod personlige forandringer, hvilket er en proces, som kan tage flere år. Det er vigtigt at skelne mellem, at selvom den narcissistiske personlighed kan være svær for omgivelserne at håndtere, så kan psykopatologien være forbundet med stor lidelse hos individet med forstyrrelsen.